1909. 20. marts [lørdag]. [Berlin]


Fra Herman Bang til Betty Nansen

20.3. 1909.

Min kære Ven.

Baade iforgaars og igaar var mine Tanker bestandig hos Dem. Og dog skrev jeg ikke. Ti denne ene Dag idetmindste vilde jeg dog skrive lyst og muntert og om glade og flagrende og blinkende Ting – og jeg mægtede det ikke. Mit Humør er saa tungt som Skæbnen er .... Men her skal ikke være Tale om mig. Fra den frygtelige Dag, da De skrev mig, at De atter skulde paa "Klinik"[1], har jeg forgæves forsøgt at erfare, hvordan det i Virkeligheden stod til. Jeg har kun faaet at vide, at alt var saa udmærket. Og, desværre, min egen Ven, det har jeg ikke rigtig troet paa. Men en Dag bliver det dog bedre og saa er det Foraar. Naar man er ung endnu, fornyer Vaaren os. Først naar man er blevet gammel, bringer ogsaa den Smerte – en rent fysisk Smerte bringer Faaret[A] den, som er blevet gammel. Men den Unge lever faktisk op, naar Jorden lever op. Det vil gaa Dem saadan. Og med Kræfterne kommer Planerne og Haabene og de nye Ønsker – alt det, der er Livet for den, som endnu kan leve – – Ak, tusind Gange gid Livet igen maa staa for Dem som et ny-løvet Træ, saa ungt og stærkt og rigt.

– – – Jeg har, mest for at komme bort fra mine egne Tanker, skrevet som en Vanvittig. En Essay over Kainz som "Hamlet", der skal i denne Bog, der ogsaa udkommer hos Peter[2]. Nu er Øjeblikket uundgaaeligt kommet, hvor jeg skal skrive om Dem[3] – aa, græsseligt. Men jeg véd idetmindste ganske nøje, hvad jeg vil skrive. Jeg vilde jo saa uendeligt gerne berede Dem en Glæde med det. Naar det nu blot maa lykkes – – Og Deres Engagement[4]? "Slutter" De eller slutter De ikke med Hr. Dr: Karl Mantzius? Hr. Weiss[5], siger man, skal være en rigtig rar og endogsaa fin Person. Det er kun det, at, naar "fine Personer" bliver Teaterdirektører ophører de mestendels at være fine. Hvad jeg, i Stilhed, sled for Johan[6]. Men det nyttede kun ad Helvede til ..... Overhovedet har "vi" ret sjældent Lykken med os, skønt det, til Tider, sér ud, som om vi havde det ... "Gertrud"[7] skal nu spilles hos Max Reinhardt[8]. Det har varet et Aar, inden jeg kom saa langt. Paa Mandag skal jeg hen at tale med ham derom. Ogsaa om "Agnete"[9] ..... At skrive om har jeg intet. Ti jeg ser jo ingen. Nylig var Sindings [10] her. Jeg syntes, hun var blevet en gammel "Kælling" – og fulde af Svindel er de da blevet, de to Sjæle, under deres evige Strid for Brød'et og "Berømmelsen". Intet er for mig saa komisk som at sé Mennesker "slide" for Berømmelsen. For intet er saa ørkesløst som det Slid. Jeg tror, at enten er man "berømt" – og Himlen ene véd, hvorfor eller hvordan det er gaaet til – eller man bliver det s'gu aldrig – –

En god Ting er der da paa den Klinik, at De har Fred og kan modtage hvem De vil. Og lade dem blive udenfor, som De ikke gider sé ..... Her venter alle Krigen[11]. Det bliver en underlig Dag, naar vi vaagner og læser i vor Avis, at Kongeriget Danmark har ophørt at være til. Det vil dog give et Choc i En. Og anderledes kan det jo ikke komme. Den Pære, ma chère[12], er moden. Men først skulde Hr. I.C.C.[13] da hænges op ved sin Degnetaa og rises i sin Kirkesanger-Rumpe, saa hans Lumpenhed flød som Blod af ham. Blev han pidsket, til Aanden fløj af ham, var han endnu ikke straffet nok. Han har da aldrig sunget et Amen, der ikke var ti Løgne i hans jydske Hals – –

Men nu lev vel. Ak, kunde blot Deres nye Aar blive saa lykkeligt, som jeg ønsker det. Tak Nansen[14] hundrede Gange for den Kontrakt, som ligger paa mit Bord uden nogensinde at blive underskrevet. Og hils hver, som bryder sig om en Hilsen – – Aa, min Ven, hvor gerne vilde jeg dog tale med Dem.

Herman.

A. Faaret] Skrivefejl for: Foraaret.