1908. 18. januar [lørdag]. Wien


Fra Herman Bang til Betty Nansen

18.1.1908.

Min kære Ven.

Siden jeg nu en Gang har begyndt at skrive her fra Wien, vil jeg blive ved. Altsaa – jeg har læst op og jeg gjorde mig megen Umage og, for en Gangs Skyld, læste jeg maaske virkelig ret godt – smerteligt og uden Fagter. Publikum syntes ganske grebet .... Jeg var meget træt. Men imorges begyndte et stort "Run" – fra Prinsesse Obomyrska[1], og fra Mme de Benedikt[2] og fra Baronesse Hess[3] og Prinsesse Rohan[4], saadan som det er i Wien – om jeg vilde medvirke og optræde. Nu skyldes alt dette mest en beundringsværdig Vest og saa den Flakon "Blossom"[5], som jeg straks ved min Ankomst købte ..... Men imorgen skal jeg altsaa gentage "Mikaël" i Palais Benedikt og videre skal det gaa hos disse Damer og Herrer. Og alt det maa jeg gøre, for Reklamens Skyld, for en Gang at kunne tjene mit Brød her, naar snart min Gage gaar ned hos Gyldendal. Men alt koster det – og hvem skal betale det? Hvis De havde nogen Anelse om, hvor forfærdeligt det er at sidde her, uden Penge, uden Hjælpemidler, uden noget – og saa skulle alt det. Aa, min Ven, noget saa frygteligt gives der ikke i Verden .... Jeg kan ikke sige Dem, hvor bittert dette Liv er mig. Og hvor ubeskriveligt det nager mig i Hjertet for hver ny Sejr, som jeg nu er tvungen til at vinde – at man i Danmark kunde behandle mig saadan. Tro mig, mit Liv havde ikke fortjent det. Altid og altid sér jeg for mine Øjne "Extrabladets" og "Middagspostens" frygtelige Plakater[6] og læser om igen de grufulde Artikler, Cawling[7] fandt det passende at sprede ... Mine stakkels Øjne vil lukkes og dette Syn vil være det sidste, som staar foran dem ... Og hvis jeg havde været "paatrængende". Men, paa Ære, saa længe jeg levede hjemme, skjulte jeg dog meget mere, hvem jeg i Europa var (skønt jeg godt vidste det, men det interesserede mig saa uendelig lidt). Og hvor lidet opfordrede mit Liv til at dvæle ved dets i Sandhed faa Forbrydelser. Men nu er jeg pidsket og spyttet ud i al denne "Berømmelse", som er saa byrdefuld og mit trætte Hjerte saa modbydelig ....

Aa – men hvor alt dette er overflødigt.

Altsaa: dette var en mægtig "Sukces" – antagelig den største paa min "Løbebane" – allez–y[8].

Herman.