1907. 22. marts [fredag]. [København?]


Fra Herman Bang til Peter Nansen

22.3.1907.

Kære Ven.

Det er for en anden, jeg skriver og tilmed uden, at han ved det. Sér du, det er rent galt med Houmark[1]. Under alle de Smerter, der ramte mig, maatte han bære en stor Del af den ydre Side af mine Tilskikkelser. Og, skønt han altid er svag, bar han dem beundringsværdigt. Men et Menneskes Kræfter slaar ikke til overalt. Og i denne frygtelige Vinter, hvor han maatte redde Facaden, blev der Uryd inde i Stuerne. Han bestred sit nødvendigste Arbejde – men det øvrige (der maa til for at han kan leve) forblev ubesørget. ɔ: At han kom i en græsselig Underballance. Og denne Underballance er – Underballance paa et Hotel, hvad der er kompromitterende. Nu er Bomben sprungen. Anders Jensen[2], hvem jeg har gjort saa urimeligt mange Tjenester og som – ligesom de fleste andre – nu har glemt dem[A] , har pludselig sat Houmark Kniven foran Struben og har fordret Regningen betalt strax. Dens Deficit[3] var syvhundrede Kroner. De tre har jeg skaffet. Men de andre staar til Rest og maa hidskaffes.

Nu har jeg tænkt frem og tilbage. Og tilsidst spurgte jeg[B] mig selv: Kunde ikke Forlaget give ham tre? Tingen er den, at jeg i Aar og Dag – med H's Interviews som Grundlag – har trængt ind paa ham for at faa ham til at skrive en satirisk Bog. Utvivlsomt kan han det. Og hvis I gav ham Pengene, havde vi en Klemme paa ham, saa han virkelig tog fat og maaske skabte en Bog, der blev os alle til Glæde[4].

Nu véd jeg jo slet ikke, hvad du vil mene.

Er det hele umuligt, saa svar slet ikke. Finder du nogen Rimelighed i min Tanke, da telefonér til Houmark – og naar du da taler med ham, kan[C] du jo fortælle ham det Hele – om mit Brev, mener jeg.

I modsat Fald erfarer han slet intet om min Idé eller om dette Brev.

Din

Herman B.

A. dem] d'et er rettet, vistnok fra et h. B. jeg] Ordet er tilføjet over linjen. C. kan] k'et er tilsyneladende rettet fra et andet begyndelsesbogstav.