1906. 14. september [fredag]. [Randers]


Fra Herman Bang til Betty Nansen

14.9. 1906.

Min kære Ven.

Det er ingen Paatrængenhed, at jeg skriver til Dem igen idag og til Skovgaard[1], hvor man maa faa et noget overdrevet Indtryk af vor – min – Korrespondance. Men Deres Brev behagede mig ikke. Jeg kender ikke Deres Helbred og hvad det tillader. Men min Mening er, at meget andet ikke tillader, at De foreløbig "sidder hen" her i Landet .... Saalænge hvad man "refererer Dem"[2] gør Indtryk paa Dem, vilde det være meget formaalstjenligere, at De opholdt Dem paa Steder, hvor man intet refererer Dem. Du store Himmel, naar man kan referere Dem, at jeg iscenesætter "Løgnens Ansigter"[3], turde der knap være Grænser for de Løgne-Gobelins, man kan præstere[A] . Hvem refererer desuden? I bedste Fald de Tankeløse de halve Løgne, som de har hørt. I værre Fald de nysgerrige, som vil sé, hvad Indtryk det gør. I værste Fald de ondsindede, der vil bringe os Smerte – –

Eller har jeg ikke Ret?

Men det nytter jo lidet. Saalænge alle disse Ting gør Dem ondt, er De ikke helbredet og saa længe burde De hellere befinde Dem i Paris eller Berlin eller Helsingfors – saasnart De kan og under hvilket Paaskud som helst.

Dette mellem os.

Nej, desværre, det er jo netop "Sygdommen" i min Sjæl, at jeg har mistet "Troen" paa, at det betyder noget. Hvis man kunde leve af at spytte ud af Vinduet, vilde det være ligesaa fornuftigt at spytte seks Timer i Rad – som det er at "digte". ...

Men – én Ting vil jeg jo ikke: som Karl Larsen flytte Heidelberg til Coimbra [4]. Eller som Wied fortsætte de stakkels "Mus"[5]. Eller som Gjellerup[6] blive galdesyg, fordi han ikke er en levende Digter"[B] . Eller som "Jubilaren, der rider"[7] lade Hans Beck og Dekorationsmaleren og Belysningsmesteren og Orkestret digte for sig –

Derfor vilde jeg være Diplomat, og jeg kommer aldrig over, at jeg ikke blev det. Ti jeg bliver det ikke. Og derfor saá jeg saadan ud i Sommer[8].

Men skidt i mig, som er gammel. Dem gælder det. Berlins "Verein für Kunst" giver i Januar en stor "Herman-Bang-Aften" under min Medvirkning. Alle disse Skridt i Tyskland glæder mig, fordi de maaske en Dag kan hjælpe Dem. Det er oprigtig sandt. Ti mig personlig er det fuldkommen ligegyldigt.

Herman

A. præstere] Ordets første bogstaver er rettet fra: ko. B. Digter"] Uvist hvor Bang har glemt at sætte det første anførelsestegn i sætningen.