1906. 13. september. [torsdag]. [Randers]


Fra Herman Bang til Peter Nansen

13.9.1906.

Kære Ven.

Jeg var s'gu ikke "ophidset", fordi du ikke svarede. Men "Direktøren"[1] satte mig jo Kniven paa Halsen.

Men om det skriver jeg til din Kone[2].

Nu digter jeg, saa det fyger. Paa Søndag afsender jeg en stor Portion[3]. Mon jeg ikke skulde "knibe" den en Gang til? Jeg synes dog, det "lever" nu. Det er altid, naar jeg sidder i disse Huller og slet ikke taler. Saa gaar det bedre. Men hvor længe kan jeg sidde[A] her? Baade for Teatret og for Pengene – – Men færdig skal og vil jeg være – om ikke for andet, saa for din Skyld. Jeg vil ikke have, at du skal have Ubehageligheder for min Skyld – –

Mange Hilsener.

Din

Herman B.

Her lider jeg af tyndt Liv[4], mens jeg skriver. I Khavn[5] var det Opkastninger. Tyndt Liv er dog bedre. Men en Ulykke kan ske. I den Anledning digtede jeg iforgaars følgende lille Vers til mig selv, i hvis barnlige Poesi du kan delagtiggøre din Frue

At gøre i sin Buks

det er ilde.

Lille Luks, lille Luks,

der tør man ikke spilde.

A. sidde] Ordet er rettet fra: sidder.