1906. 2. januar. [tirsdag]. [København]


Fra Herman Bang til Peter Nansen

2.1.1905[A] .

Min kære Nansen.

Aftenen igaar var mig en stor Glæde[1]. Jeg tror nu fast paa, at din Kone[2] – trods Sproget – kan gaa ud i Europa. Hun taaler nu Sammenligningen med alle – og hun er ung.

Jeg har ogsaa Planen om, hvordan alt skal lægges tilrette.

Men først skal "De uden Fædreland –"[3] skrives. Aa, desværre, jeg har ingen Drømme mere som Digter. De er døde, i Stilhed og under et Par Taarer, som ingen har sét, i det Aar, som gik. Hvor lykkelige dog de Mennesker er, som kan leve i en Løgn om deres egen Betydning og "Storhed". Den Evne har Guderne nægtet mig.

Men jo bedre jeg véd, at "stor" naar jeg aldrig at blive – desmere maa jeg jo anspænde mig for idetmindste ikke at være[B] ringere end jeg er. Altsaa (som Drachmann[4] siger) Alt for "De uden Fædreland" – – –

Jeg vilde gerne bede dig – hvis det ej volder dig Ubehag af nogen Art – om min Februargage kunde deles i to Portioner, saa at jeg fik den ene nu med 150 Kroner og den anden den første Februar med Kr: 200. Saa havde jeg klaret Skærene nu i Januar, hvor Procenterne falder og jeg behøvede ikke mere at falde nogen til Byrde i denne Tid.

Din hengivne

H.B.

A. 1905] Skrivefejl for 1906. B. være] Ordet er skrevet over linjen, hvor Bang har overstreget ordet: blive.