[1905. 9. april], Søndag. Helsinge, Nordsjælland


Fra Herman Bang til Betty Nansen

Helsinge. Søndag.

Min kære Ven.

Ja – i dette har De handlet klogt og ret. Agnete[1] er vidunderlig. Det er Romanen om den Stærke, som er svag, og den Svage, som er den eneste Stærke – og som bliver ene. Og i alt dette er der ikke ét Ord, som De ikke kan lade strømme ud af Dem selv ... Det bør og det vil blive et Værks Indlemmelse i Menneskenes Bevidsthed og i dansk Sceneliteratur – – Hvilket Bæst spillede paa "Dagmar" Agnete, siden Stykket kunde glemmes[2]? Naar det Menneske en Gang er skabt paa Scenen, vil Stykket forblive – – – Vigtig er Doris. Og sig til Johannes[3], at vanskelig er sidste Akts Scene mellem Sara og Wulf[4]. Ganske let komisk skal det virke – med den bitre Komik, der lader os sidde med Graaden lige nedenfor Struben ... Vanskelig er ogsaa Boghandlerkommis'en – en begærlig, ung Knægt, som fremfor alt skal paa hende, som han vil ha'e i Seng. Tilgiv denne Oprigtighed. Men det er Rollen. Naa, jeg troer, at Leo[5] kender den snare Vej[6] til Sengene ....

Det bliver værre og værre med min lille Nièce[7]. Der er vist intet Haab. Det er en Sorg, som har ramt som et Lyn .. Og jeg kan ikke "toe mine Hænder"[8]. Jeg burde forlængst være skredet ind mod Fru Holsts[9] frygtelige og selviske Ligegyldighed. Men det har været saa vanskeligt. Jeg tror ikke Livet skaaner mig for nogen Art af Smerte – –

Hils Nansen[10].

H.B.