[1904. 29. november], Tirsdag. Wien


Fra Herman Bang til Betty Nansen

Wien. VI. Hotel Windsor.

Tirsdag.

Min Ven.

Deres Brev gør mig ganske forvirret – saa forvirret, at jeg slet ikke begriber. Forlovet med hvem, alle Helgene? Og dog, hvor ligegyldigt med hvem – – Aa, hvis jeg dog idetmindste kunde være hos Dem, saa Deres Klager naaede et Menneskeøre og ikke kun Væggene – Vil De, jeg skal komme? Jeg kommer gerne. Dødsfald kalder jo hjem – Dødsfald i Følelsernes frygtelige Verden burde tifold gøre det .... Aa, det forbandede Hus paa Nørregade[1]. Genrejst af Dem, for ham[2]; nu et Fængsel, hvor De er lænket til Murene og til ham og til "Forlovede'n".

Der er Dage, hvor jeg ønsker, at jeg kunde lukke Livets Dør og ikke se mere og ikke høre mere – –

Og Trøst –

Jeg kan ikke hælde[A] Dem Sand i Munden og Ord er ikke andet end Sand.

Kan De ikke, under Paaskud af at ville sé Ludwig Fuldas[3] "Maskerade" og "Bannermann"[4] (husk Navnene) her paa Burgteatret rejse herned nogle Dage? Maaske var det allerbedst. Fru Orlamundt[5] kunde jo dublere Miss Watson[6]. Og saa havde De dog ikke Mennesker til at glo paa Dem –

Telegrafer, hvis De kommer.

Deres Ven

Herman.

A. hælde] Ordets første bogstav er vistnok rettet fra: s.