[1904. 15. november, cirka, tirsdag]. Prag


Fra Herman Bang til Betty Nansen

Hotel "Blauer Stern".

Prag.

Min Ven.

Heller ikke jeg er Brevskriver. Men der er nogle Sætninger i Deres Brev, paa hvilke jeg vil svare strax. Nej, jeg skal ikke svigte. Jeg skal være to Ting, tro og taus .... Maaske vil det kunne siges, at jeg i mit Liv svigtede de Lykkelige. Jeg tror ikke, jeg har svigtet nogen, der led. Og desuden – mit Liv vil ikke mere blive langt. Jeg har derfor ikke i Sinde at gøre mere Uret; og jeg vilde ogsaa gerne, at Deres Hjerte en Gang skulde gemme et Billede af mig, der var godt og bravt – –

Lad mig sige Dem, at dette Fosfor er meget farligt. Da jeg iscenesatte "Dukkehjem"[1] gav min berømte Læge[2] mig Fosfordoser for at holde mig oppe. Men da der saa blev Tale om "Gengangere"[3] med Sarah Bernhardt, erklærede han kort og godt, at han ikke turde fortsætte Kuren – og jeg maatte opgive Fru Alving[4]. Dette var den egentlige men ukendte Grund til, at jeg saa pludselig og for altid forlod Paris og min Karrière dér ..... Efter "Kurens" Ophør blev jeg meget syg .... Vær derfor, for Himlens Skyld, forsigtig, det beder jeg Dem inderligt om. Lægen dernede sagde mig, at Fosfor var et sidste Middel ...

Tak, min Ven, for Deres gode Ønsker for min Rejse. Desværre (men dette skal De ikke sige til noget Menneske) lader det ikke til, at gode Ønsker skal gaa i Opfyldelse. Saa snart jeg kommer ud af den "Mekanik", mit Liv hjemme er, falder jeg sammen eller er lige ved det ... Sandheden er, at jeg de første Dage var raskere men nu er helt elendig ... Hvis Menneskene vidste, hvilke Lidelser jeg stille bærer – – –

Men her bør ikke være Tale om mig men om Dem. Forsøg at være saa stærk som mulig. Kan De ikke tvinge Dem til at læse meget? Det har jeg ofte gjort. Læs Biografier om eller Breve af store Kvinder og Mænd. Naar jeg var dybest fortvivlet, læste jeg Goethes "Samtaler"[5]. Hans Stenro gjorde mig skamfuld – saa jeg betvang min Smerte – –

Jeg har idag læst en fransk Kritik[6] af "Mikaël" af en meget betydelig Kritiker. Han roser meget Ægtheden af Rejane-Forestillingen[7] og Zoret-Udstillingen[8]. Det er mig – overfor de mange, som har sagt, at jeg ikke kendte Paris – en stilfærdig Oprejsning .... Jeg har gensét "Hradschin"[9]. En Gang, naar jeg er død, skal De paa en Rejse tage ogsaa herhen og i denne skønne Kirke skal De skænke mig en Tanke. Paa dette Sted levede jeg en Gang[10] – – –

Tusind Hilsener.

Herman B.