1904. 16. oktober. Søndag. [København]


Fra Herman Bang til Betty Nansen

Søndag 16.10. 1904.

Kære Ven.

Tak for igaar og Tak, fordi De satte Pris paa, at jeg saá "Over Evne"[1]. Og gid De nu helt vilde forstaa, naar jeg skriver dette Brev, at det vilde være mig uendeligt meget lettere at løbe fra det med en sand men kort Kompliment – uendelig meget lettere end i fuld Oprigtighed at sige Dem mit hele Indtryk, som det blev og er. Men det er mit inderlige Haab, at Livet har lært os begge, at vi i de Aar, jeg har tilbage, aldrig mer tør skilles men at vi skal blive sammen som de Faa skal blive sammen, der hører sammen. Og derfor vilde en Tak uden Oprigtighed være dum og ikke nok – for nogen af os.

"Over Evne" burde maaske aldrig være spillet paany nogetsteds, før den første Opførelse[2] helt var glemt. For hin Første-Gang var intet Mesterværk men den fulgte den store Linje, tog ligesom det Hele "i et Stykke" – hvis De forstaar, hvad jeg mener. F.Eks. nu Klara. Hun var en Stemning, uforklaret, u-gransket "laa hun der" som den, der ejede sin Tro, Troen paa ham ..... Hvor let for Alma Ahlstrøm[3]. Sengetæppet dækkede alle hendes Mangler. Hun skulde bare lade et mærkeligt Ansigt skinne af Kærlighed. Saa bagefter skulde Fru Hennings[4] være Fru Sang og, som selvfølgeligt er, hun vilde give sin Fru Sang .... Hun lagde sit Sær-Lys over Klara. Hun gav sin Forklaring .... en Forklaring af Tilstanden hos Fru Sang. Hun fremdrog sin Side af Klara og spillede den søvnløse Kvinde. Saa skulde De give Billedet – et nyt Billede, Deres Billede. Og De greb dybere end Fru Hennings. De vilde forklare selve Mennesket og give Grundene til, at hun sprængtes. Deres Klara, det sés og fornemmes, er aandelig sprængt i de aandelige Oprørskampe, hendes[A] Tanker har ført med den Mands Tro, som hun elsker. Og i hvad De gav, var meget, som helt havde det Levendes og det Levedes uvilkaarlige og ene Magt. For mig var de Par Ord skønnest, hvor De spørger Hanna[5] (som var frygtelig, fordi hun intet Øjeblik ophørte at tænke paa sig selv i en Rolle, hvis bogstavelig eneste Fordring er den, at hun kun skal tænke paa Dem) hvad hun egenlig mener med at tro. Man kan jo aldrig give Grunde for saadan noget. Men jeg véd, at saadan som de Ord blev sagt, aabnede de, i en uforlignelig Sandhed, Døren til en Sjæl. Rent fremstillende set var Indtrykket mægtigt der, hvor De spurgte om Børnene da ikke talt[e?] om Sangs Mirakler. De virkede der som en Visionær og som en Vision .... Men, min Ven, ogsaa De vilde forklare eller, hvad skal jeg sige, "underbygge", hvad der ikke kan forklares ved selv[B] de hundrede skønne Enkeltheder. De gav os, i megen Skiften, Fru Sang og var et Menneske – – Men "Over Evne" er en underlig og stor Stemning .... Og Johannes[6]. Ogsaa han vilde forny og bringe et Menneske nærmere til det menneskelige Liv. Han gjorde det ved at understrege Præsten. Ved ligesom at give ham et Sogn og en Menighed. Han individualiserede ved at gøre Sang en Streg "præstelig". Men jeg tror nu ikke at selve Vejen var heldig. Ti de store Præster er netop sjældent præstelige, og Sang er "den største Præst" .... Men[C] disse "Over-Evne"-Mennesker kan overhovedet[D] ikke saaledes bringes vort Liv nærmere. De maa blive deroppe i deres Nordland – store, usammensatte, levende ved en Stemnings dirrende Styrke .... Adam Poulsens Ungdom hjalp ham her til at holde den ene Linje, som kræves[7]. Han spillede kun paa den ene Replik (som vel klang op af hans egne Tvivls Dybder): "Dette er min sidste Prøve – "[8] – Men taler Poulsen med sin egen Stemme? Da jeg aldrig har talt med ham (ja, saa fjernt har jeg levet fra Mennesker, at jeg kun har sét ham en eneste Gang paa Gaden) ved jeg det ikke. Men jeg kunde tro, at han taler med et lavet Organ, dejligt lavet, men lavet. Og han maa hente sin egen Stemme frem, hvis han skal naa at forvalte de Rigdomme, hans Sjæl maatte eje.

Mandag.

Jeg skrev alt dette igaar.

Nu læser jeg, at "Iris"[9] er faldet[10]. Hvor græsseligt. Som altid er Bladene uforstaaelige og siger mig ikke, hvorfor Stykket faldt. Men, om De vil følge et Raad eller kan følge det, saa spil "Over Evne" et Par Gange om Ugen. Sidst viste det sig, at naar det hviler et Par Dage, trækker det igen. Og gaa saa løs paa "Daglandet"[11]strax. Hvis jeg kan hjælpe blot med nogetsomhelst, er jeg til Tjeneste. Hils Nansen[12]

Herman B.

A. hendes] Ordet er rettet fra: hun. B. selv] Ordet er tilføjet over linjen. C. Men] Ordet er tilføjet over linjen, og d'et i "disse" er rettet fra et stort D. D. overhovedet] Ordet er tilføjet over linjen.