[1890. juli] . Fredrikshald, Norge


Fra Herman Bang til Peter Nansen

Fredrikshald.

Kære Nansen.

Atter maa jeg paakalde din Assistance – det skal da for lang Tid blive den sidste Gang.

Jeg modtog imorges Kort fra Paul L. og Fru Paul L. født Ingeborg med Apoteket[1]. Paul gør sine Sager godt. Først Ferdinands[2] Penge og nu Ingeborgs. Det Forlag maa da æde Guld som Faraos Køer aad Nilens Græs[3].

Desværre er altsaa Langhoff vel endnu bestandig borte, denne Gang paa Bryllupsrejse. Jeg tænkte, han nu var hjemme og et Brev fra mig krydsede hans Kort. Det var ét af Leddene i disse Tiders evige Jammer. Jeg havde, ledsaget af Lægeattest, for to Maaneder siden – mod megen Ret overdragen til Langhoff[4] – bedt om 500 Kr. Efter lang Tid sendtes mig 200.

Det var hverken helt eller halvt.

Nu vil og maa jeg imidlertid bort herfra. Jeg vil atter tage ned til Lolland, hvor jeg skrev "Tine", og bo i Maribo – à 60 Kr. om Maaneden – hos en ung Arkitektfamilje, som er mine Venner fra gammel Tid, ligefra Sorødagene. Jeg tog mig for at sætte dette igennem – den eneste kloge Idé, jeg har haft i snart et helt Aar – ved at læse op i nogle Ravnekroge, men jeg kom tilbage hertil fattigere end jeg rejste ud.

Saa skrev jeg da til Langhoff og sagde som det var: at jeg maa bort herfra; at jeg i Maribo vil arbejde paany, og i lange Tider skal jeg ikke falde nogen til Byrde uden med Manuskripter. Jeg vil paa Gennemrejse blive en halv Dag i København i de Rubenske Væverier[5] – for min Roman[6]s Skyld.

Men til dette behøvedes 160 Kr. og vil nu, hvor alt forsinkes, behøves 200 (og intet mindre, da jeg saa dog ikke kan rejse[)].

Sér du – nu beder jeg dig i Bogladen at faa Pauls Adresse og paa min Konto telegrafere til ham kort, hvordan Sagen staar. Sig ham, at det efter alt synes dig nødvendigt, at dette sker. Ti, kære Nansen, det er nødvendigt. Og nødvendigt, at det skér paa denne Maade, ti min Livslede overmander mig, og mine Kræfter til Modstand er faa. Livet tabte allenfals kun lidt, men Kunsten dog maaske en eller anden Bog.

Dette er da nu min Bøn.

Jeg har skrevet meget koldsindigt, meget koldsindigere end jeg er – for ikke at plage dig. Anstrængelsen ved at skrive har badet mig i Sved.

Kun endnu dette: "Hvad der ske, det ské snart"[7].

Adieu.

H.B.

Fredrikshald.

Saa vil jeg forblive i Maribo, til jeg har skrevet mig i Orden – et halvt Aars Tid.

Paul maa svare telegrafisk.