1887. 8. august [mandag]. Prag


Fra Herman Bang til Peter Nansen

Prag. 8.8.87.

Jeg vidste vel, kære Peter, egenlig alt, hvad dit flygtige Brev meldte[1] – og dog blev jeg meget bevæget ved disse faa Linjer. Jeg læste saameget deri: at I, der er de[A] Unge mod mig, I er nu unge Mænd, Ægtemænd saagar, der snart vil have alle Livets fæstnende[B] Interesser i Stedet for Ungdommens mange Planer, at jeg snart vil blive en gammel Hjemløs.

I sætter nu Foden paa den Jord, hvor I véd, I for Livet vil blive. Er det, den I drømte om – eller ej; i alle Fald: det er den, som I i Resignation (ti i et eller andet resignerer hver Sjæl, naar han indtager sin Plads i Livet som l'homme rangé[2]) har besluttet Jer til at kalde Jer'[3] snævre Jord og Eders Virkeplads.

Altsaa – til Lykke. Du ved, hvor slette Breve jeg skriver, og at i min Brevform alt lyder skruet og saa usandt. Mine Ønsker for Jer, min Ven, er dog baade ægte og inderlige. At I maatte vokse sammen, at I maatte udvikle Jer sammen. Det er mit Ønske. Og at dét, der begyndte som Lidenskab i to unge Hjerter, maa bevares altid, ogsaa naar I en Gang bliver ældre, som den store lutrede Sympati, der er Kærlighedens vidunderlige Sénsommer.

Og lad mig saa ogsaa takke dig, kære Don, saa inderligt for de unge Dage, der gik. Tak for dit Venskab, der aldrig støjede men holdt ud – tak for hvad du ofte delte med mig, tak for meget, hvor vi taltes ved, (og tak ogsaa for ét og andet, hvor du taug) – tak for det alt, altsammen. Jeg tror saa vist, du har lært den, som du holder af, at sætte lidt Pris paa mig Sjæl. Bevar saa – ikke sandt? – altid lidt Godhed for mig, begge.

Det glædede mig, mer end jeg kan sige, forleden at høre, at din Fader[4] ønskede og gerne saá dit Giftermaal. Saaledes synes det dog, at de, som mést uselvisk holder af dig, kære Peter, er naaet til den samme Anskuelse. Det gjorde mig meget glad. Fra Esm:[5] havde jeg Brev. Det handlede noget om dig – mest om hans Stykke. Til mig skrev han, at jeg "burde gøre mig Umage med min Roman"! Det er denne Bog, som nu meget snart har fortæret et helt Aar af et arbejdsomt Liv. Denne Suffisance[6]!

– – – Ja – jeg under Levin[7] sin Lykke. Han elsker hende. For at vinde hende har han benyttet Midler .... som jeg muligvis vilde have skyet. Om hun blot ogsaa i Længden vilde kunne elske ham. Hun og jeg sés ikke mere i dette Liv ɔ: vi tales aldrig ved .... Men hun vil saalænge hun lever, ofte tænke paa mig som jeg paa hende.

Hvor besynderligt, at alt dette skal ske just den samme Høst, hvor min "Bog"[8] udkommer, denne sære Bog om København – naa, "sær" er ikke Ordet, for den er tout au contraire[9] meget "jævn" – som paa sine Steder vil bevæge Jer saa dybt.

– Saadan noget som Bryllupsdagen, Jeres Bopæl og den Slags Ting vilde det jo ikke være ueffent at vide en vis Besked om.

Adieu – kære Peter. Og hils din – om et Par Uger – Frue hjerteligt fra

Din Herman B.

A. de] Ordet er tilføjet mellem "er" og "Unge". B. fæstnende] Ordet er rettet fra: faste.