[1886. 21. november], Søndag. Prag


Fra Herman Bang til Peter Nansen

Prag Søndag.

Kære Don.

Jeg er idag blevet uendelig glædet ved en Kritik i et norsk Blad som – Hans Jæger[1] er Forfatteren – skriver, at jeg er den danske Mellemting af Dilling[2] og John Paulsen. Jeg er saa nedslaaet som jeg var efter Salomons Ulykke[3]. Jeg havde saa lykkeligt Mod paa "Bernhard H"[4] – i Følelse af "Ved Veiens" Fremskridt. Men den Jord, jeg igen har fundet, har gjort det af med mig. Hvorfor skal jeg leve, jeg som altid er lige "kraftløs og usund". Et Menneske, der "maaske vil noget mere end Dilling". Jeg vilde være den taknemlig, som slog mig for Panden, saa jeg laa der – uendelig taknemlig. Saa kunde man da ialfald blive glemt og havde ikke nødigt hvert Aar at skrive en Bog og vække Falkman[5]s og Avisens "Medfølelse".

Naa – hvorfor plage dig med min Lidelse? Det er saavist ikke Nytte til.

Hils. Spørg Esmann[6], om han ikke kunde skrive en Kritik og sende Varburg[7] i Göteborg . Han tog den vist. Og Esmann kunde gerne gøre mig den Tjeneste – af Hensyn til Salget. Ti det vilde være meget slemt, om jeg sank pr Ark – og det er der Udsigt til. Saa hjælper dog alle Bække til at afsætte. Jeg skal saa gerne gøre Gengæld, kan du sige. Jeg vil jo ikke, han skal skrive noget op i Himlen. Han kan jo læse lidt i "Haabløse"[8] og "Fædras" siste Del[9] og "Excentriske"[10] og "Stille"[11] og saa skrive, hvad der falder ham ind – om den danske John Paulsen.

Herman.