[1886. 17. september, cirka; fredag] . Prag


Fra Herman Bang til Peter Nansen

Prag.

Kære Peter.

Hermed sender jeg i Korsbaand: "Ved Veien"s 5 Kap.

Læs det og skriv. Jeg véd, at de første otte Sider er mislykket og anstrengt skrevet. Men ellers har jeg haabet at det var dansk og godt. Aa – men, du gode Gud – maaske er det rent skidt.

I sjette[A] Kapitel døer hun. I syvende fyldes den tomme Plads langsomt ud. Undertiden forekommer det mig, at der i denne stille Fortælling hviler noget af den larmløse Fortvivlethed, som saadan rigtig sidder som Marv i dette glade Livs mindste Knogler.

Jeg har villet skrive Fortællingen glad som hele Karussellen – trøstløs som hvert enkelt Liv. Men hvad nytter det, hvad jeg har villet?

Lever dette? Kender du disse Mennesker. Og er det Skæbner, som afspilles der "ved Veien", paa denne Plet af Jorden? Er det lykkedes mig at være fordringsløs som Sceneriet? Det ialfald kan du nu dømme om – selv om først det siste Kapitel i al sin "glade" Overgivenhed med Louise Ældst og "Ligstens-Køben" og Enkemands Reise til København lader Fortællingens "Teknik" vise sig. En trøstløs Arkitektur. Melodien: "Den enes Død"[1]

Naa – hvorfor snakker[B] . Jeg ved jo, dine Øine vil læse venligt – med venlig Bekymring. Ligesaa vist, som du, naar du har læst, vil sige mig din Mening uden Omsvøb.

Jeg har ikke læst Korrektur. Saa Trykfeils-Raseriet – spar for en Anden.

Din Herman.

Hils Hvalpen[2].

Frygteligt vil du "ane" ved at sé Hr. von Pöllnitz[3] "Ende".

A. sjette] Ordet er rettet fra: femte. B. snakker] Verbet står i præsens, men Bangs mening er antagelig: hvorfor snakke.