[1886. august], Lørdag. Prag


Fra Herman Bang til Peter Nansen

Prag.

Lørdag.

Forstaa, kære Peter, at det kun er til dig – og dig privatissime – at jeg skriver dette.

Sagen fortsætter sig smukt. Igaar modtog jeg Opfordring til at møde for Politiet. Jeg blev taget i Forhør, og mine Udsagn ført til Protokol. Forgæves protesterede jeg, og forgæves spurgte jeg, hvorfor man underkastede mig disse Pinligheder. Man gav mig intet Svar. Efter halvanden Times Krydsforhør, hvor man udspurgte mig om hele mit Liv, og hvor jeg maatte opgive alle mine Forbindelser – sendte man mig endelig bort. Det eneste, man kunde anføre imod mig, var: at jeg i Wien var blevet en Værtinde 10 Gylden skyldig – hun har snydt mig for et Par Hundrede – !

Jeg anmodede disse Herrer om, hvis jeg skulde udvises, da at sige mig det strax. Man svarede mig: at naar jeg ikke gjorde mig skyldig[A] i noget, kunde jeg vel blive. Man vilde have opgivet, hvorofte jeg modtog Penge, og hvilken Dag omtrentlig i Maaneden. Man tror, at jeg er Medlem af et hemmeligt socialistisk Selskab og modtager Penge for at agitere for dette Selskab.

I Maaneder har man nu omgivet mig med Politi. Jeg vil ikke paa nogen Maade, at du siger dette til nogen. Ti man har kun et eneste ud deraf, at man – Gud straffe mig – tilsist tror, jeg er blevet en Forbryder. Vi kender det med Røgen og Branden[1]. Hvad mig angaar, vil jeg her søge at erfare, hvorvidt det efter østrigsk Lov er tilladt at "afhøre en Mand" uden at sige, hvorfor det sker, og hvorfor de hemmelige Angivelser sigter ham.

Historien begyndte pludselig for tre Maaneder siden. Siden da har man bevogtet alle mine Skridt og forsøgt at erfare om mig muligt og umuligt. Hvor saa lidt er at erfare, fordi intet skér.

Du kan forstaa, at jeg lider noget under dette. Meget svækker Livet. Min Evne til at lide har mit Liv endnu ikke formaaet at afstumpe – besynderligt nok, ti jeg har saamæn lidt saa meget, at jeg snart maatte være blevet tykhudet.

Men fra hvem gaar dette ud? Hvem er det, som paany rører sig? Der er saa meget dunkelt i disse siste otte Maaneders Historie. "Hvem'et["] er det største og gaadefuldeste Spørgsmaal.

Hvis man skulde udvise mig herfra, vil jeg ikke hvile, før jeg har Opklaring i mine Hænder. Foreløbig vil jeg tie.

Vi lever i Tider, hvor "Retten" døer en stille Død Dag for Dag. Hver Gang jeg tænker paa, hvorledes alt, hvad Menneskene har erobret i de siste hundrede Aar, Dag for Dag visner i vore Hænder – kunde jeg græde.

Men skriver jeg paa mine Noveller fletter jeg Humorens bittreste med latterligste Kranse om de sørgelige Skæbner. Jeg har i "Ved Veien" skildret en Ægtemand, som vil vække din Beundring. Han er det sandeste, jeg hidtil har gjort og fuldkommen humoristisk i sin Græsselighed.

"Ved Veien" vil vist gøre frygtelig Skandale: Efter Markedet gaar Mand – Kone og Elsker hjem over Kirkegaarden. Manden gaar iforveien og "gik og slog ud med Armene, som om han jagede Høns op under Buskene". Bagefter gaar Konen (hun elsker, men "falder" ikke) og læser paa Ligstenene: "Kærlighed er Lovens Fylde" o:s:v:

Da de saa kommer ud, trækker Manden Elskeren til Side: Det er s'gu en Skandale, siger han – jeg havde s'gu ikke troet det muligt – – – –; han har gaaet og jaget Elskende op!

Du vil vel synes, det er "raat" – men Scenen er det bedste, jeg nogentid har gjort og skrevet med en Ro, som forbløffer.

I den Bog er "Indeklemthed" forbi. De Folk ta'er, hvad de kan faa. Kun Heltinden – min Mor – bevarer sig rén og ender sit Liv med at spørge: hvorfor hun er forblevet det?

Lev vel.

Din

Herman